Metta for alle ??? Eller hvad ....

[Shinmyo]

Hej alle sammen

 Havde en lille Aha oplevelse her den anden dag på arbejde hvor jeg blev spurgt om hvad jeg bruger min juzu, hvor jeg fortæller at jeg bruger den når jeg chanter , også for andre . Efter lidt samtale bliver jeg spurgt om jeg også kunne finde på at chante for feks. mordere som Anders Breivik hvor jeg fortæller at det kunne jeg godt finde på . Der var ingen forståelse for dette , og jeg blev lidt beklemt af at sidde derinde for kunne mærke der virkelig var følelser indblandet, der var endda en som mente at hendes had til ham faktisk hjalp hende og hun agumenterede for at i psykologi råder man patienter til at hade for at komme ud med det man bære rundt på. (tror nu mere det er vrede hun mente , men hun brugte ordet had som jo er en meget stærkere følelse end vrede) Nu har jeg selv familie i Norge men har ikke noget had næsten tværtimod. Men skammede mig næsten over at JEG ikke hadede et andet menneske .... Det var meget surrealistisk .

Jeg har fundet ud af hvor stor en grøft jeg egentlig har skabt i forhold til "andre" mennesker med feks folk der skaber meget dårlig karma , jeg tænker jo at den her person kommer til at mærke konsekvenserne før eller siden, derudover ser jeg vrede og had som dybt uhensigtsmæssig og det føre intet godt med sig. Det som skete i Norge er jo netop opstået ud fra vrede og had .

Er buddhistisk filosofi for naivt ? Skal man holde igen med metta meditationerne ?

Hvordan håntere i situationer hvor i ser/høre eller oplever personer som skaber meget dårlig karma ? Mordere, pædofile og voldsmænd . Har i tendens til at løbe med på følelserne ?

Gassho Shinmyo

Jeg anerkender at det er et svært emne , men ikke desto mindre er det i mine øjne dybt relevant .

[Seiren]

Ja det er et meget spændende emne du tager op der...

Jeg synes persoligt ikke, at buddhismen er naiv (eller metta meditation) og jeg er meget enig med dig i, at vrede og had ikke kan føre noget godt med sig...

Jeg har selv tidligere hidset mig voldsomt op, og kunne blive meget følelsesmæssigt involveret i sådanne sager og også i den grad hade mennesker jeg aldrig havde mødt, men fordømte dem qua deres handlinger. I dag har jeg en oplevelse af, at det i virkeligheden er her det naive ligger. Verden og mennesker er så nuancerede, at jeg ikke synes vi kan bedømme/fordømme ud fra en enkelt handling og at virkeligheden er langt mere nuancerede end den ene tragiske situation der kommer i medierne.

Mange af de mennesker som begår grusomme handlinger er selv vokset op med grusomhed og de har en anden virkelighedsopfattelse som de handler ud fra. Ikke dermed sagt, at de er undskyldt eller at det er i orden, mere at det for mig i hvert fald går lettere med at finde medfølelsen fremfor hadet frem. Jeg tror, at mange sætter lighedstegn mellem det at vise  kærlig medfølelse er det samme som at acceptere...

Det interessante er jo, at hvis jeg virkelig HADER eksempelvis Anders Breivik, hvor forskellig er jeg så fra ham? Mon hans tanker før handling også var hadefulde eller vrede? Og hvor går grænsen? "Han fortjener at dø, for han er morder" men hvordan kan vi stille os til doms over for andre mennesker? Tag feks dødsstraf: Du må ikke slå ihjel, men gør du det alligevel, så skal du dø! Så vi fordømmer måske i virkeligheden vores egen skygge.

Du spørger hvordan vi andre håndterer sådanne situationer... Personligt forsøger jeg at forholde mig forstående og kærligt medfølende med den der har det svært med min holdning og afhængigt af hvor god stemningen er forsøger jeg at forklare mit synspunkt...

[Seicho]

Det som skete i Norge er jo netop opstået ud fra vrede og had .

Se, dette tror jeg nemlig er kernen til det hele. Hvis vi vil den slags gerninger til livs, så tror jeg ikke endnu mere had er løsningen. Nu har Anders Breivik nok nogle psykologiske mangler og måske en ristet frontallap eller to, men at han mister jordforbindelsen og raser igennem på den måde retfærdiggør jo ikke at vi andre kan té os på samme måde. Det ændrer jo ingenting. Jeg tror ikke verden kan få for meget metta på den konto.

[Kåre]

   “Han hånte meg og slo meg,
   beseiret meg og plyndret meg.”
   Hos de som går og tenker slik
   tar hatet aldri slutt.
   
   “Han hånte meg og slo meg,
   beseiret meg og plyndret meg.”
   Hos de som ikke tenker slik
   dør hatet stille bort.
   
   For aldri kan vel dette skje:
   at hat tar slutt av mere hat.
   Av vennlighet tar hatet slutt,
   det er en evig lov.

Dhammapada 3 – 5

Det forunderlige var at i sjokket like etter den 22/7 reagerte det norske folk kollektivt som om de skulle være buddhister alle sammen.

Det gikk litt over etter hvert ... nå begynner vi å bli våre gamle troll-selv igjen.

[Yoren]

Jeg har fundet ud af hvor stor en grøft jeg egentlig har skabt i forhold til "andre" mennesker med feks folk der skaber meget dårlig karma

Mm, det kan godt føles som en uoverstigelig grøft når man selv kan se hvad der foregår og de andre ikke kan. Men grøften er også en illusion!
Husk, når du sidder i situationen, at du ikke kan tage ansvar for de andres vrede eller deres karma.

Er buddhistisk filosofi for naivt ? Skal man holde igen med metta meditationerne ?

NEJ, bestemt ikke. Men måske skal du finde dig nogle nye personer til den sidste plads i meditationen

Gassho Shinmyo

Knus fra mig - og på med vanten

[Yoren]

Jeg tror, at mange sætter lighedstegn mellem det at vise  kærlig medfølelse er det samme som at acceptere...

PRÆCIS. Man kan sagtens være fyldt af Metta, og ønske alt det bedste for én der har gjort forfærdelige ting, uden på nogen måde at acceptere personens handlinger. Jeg tror, ligesom Seiren, at det er dér filmen oftest knækker for folk.

Shinmyo - du skulle have været i Slagslunde den dag Osama Bin Laden blev dræbt og vi chantede for ham :-)

[Kyoshin]

Jeg har gennem længere tid gået med nogenlunde samme problemstilling og vil gerne høre hvad I andre gør eller hvilke tanker I har omkring dette:

Ens ego skal ikke styre  livet/fortælle skræmmehistorier og man skal acceptere, at tingene både er positive og negativ, at livet går op og ned  osv osv. Ting er, som ting er.  Så langt - så godt.

Hvor går grænsen så for hvad man skal (kan) acceptere som buddhist (menneske), når det kommer til elendighed, vold, drab? Her i ugen så jeg feks et tv program (dokumania dr1) omkring massedrab på delfiner kaldet "The Cove - delfinernes mareridt". Det kunne have været et hvilket som helst dyr, regnorme eller what ever, der var udsat for denne grusomhed. Herhjemme står vi jo på ingen måde tilbage, når det feks gælder nyfødte pattegrise, som der hver eneste dag dør 25.000 af, pga overproduktion og for at skabe profit! Der er hele problematikken omkring dyreplageri, pelsdyr, ja listen er uendelig lang, desværre.
Hver eneste dag oplever man krig og menneskelig ødelæggelse, alt sammen helt bevidst, for at få magt, penge osv osv

Jeg sidder tilbage, efter at have se sådanne tv programmer, med følelser jeg slet ikke kan beskrive. En blanding af modløshed, vrede tilsat en stor portion kvalme og væmmelse, over at mennesker, som burde være ret intelligente individer, kan udføre sådanne grusomme handlinger - helt bevist og uden at blinke med øjnene.

Man kunne selvfølgelig vælge at slukke for fjernsynet og radio, dernæst sin pc og andre medier, sidde i  meditation og give metta til alle levende væsener (og sig selv!), chante mantraer mm. men det ændre jo ikke ved alverdens grusomheder, der dagligt begåes rundt om i verden.

[Kåre]

Metta er bare en av de fire brahmaviharaene, eller høyverdige holdningene. Metta - vennlighet/kjærlighet, karuna - medlidenhet med dem som lider, mudita - medglede, glede seg over dem som har det godt, og upekkha - sinnslikevekt.

Når vi ser lidelser vi ikke har noen mulighet for å kunne lindre, er det viktig å praktisere upekkha for å beholde den balansen i sinnet som er helt nødvendig for at vi i det hele tatt skal kunne makte å gjøre noe godt for andre innenfor den radius der vi har praktiske muligheter til å gjøre noe.

Vi må bare erkjenne at vi ikke er allmektige supermennesker, hvor meget vi enn kunne ønske at vi var det, og at vi ikke er i stand til å lindre all verdens grusomheter. Upekkha kan motvirke en slik form for hybris.

[Kyoshin]

Kåre, tak for dit svar. jeg bruger ofte at meditere på sindsro (Gid jeg må hvile i sindets naturlige rejhed, uanset om livet går op eller ned. Gid jeg må kunne undgå at gøre tingene sværere end de er), hvilket må være det du hentyder til med upekkha?

Jeg har skam accepteret (og altid vidst), at jeg ikke er et almægtigt supermenneske, der kan rette op på alverdens uretfærdigheder 

Men din beskrivelse af, at gøre noget godt indenfor den radius man befinder sig i, er enkel, men god.

Hvad mener du med ordet "hybris"?   

[Doshin]

Jeg har gennem længere tid gået med nogenlunde samme problemstilling og vil gerne høre hvad I andre gør eller hvilke tanker I har omkring dette:

Ens ego skal ikke styre  livet/fortælle skræmmehistorier og man skal acceptere, at tingene både er positive og negativ, at livet går op og ned  osv osv. Ting er, som ting er.  Så langt - så godt.

Hvor går grænsen så for hvad man skal (kan) acceptere som buddhist (menneske), når det kommer til elendighed, vold, drab? ...

Hvem sætter/definerer din grænse ?

Hvem sætter/definerer andres grænser ?

Man kunne selvfølgelig vælge at slukke for fjernsynet og radio, dernæst sin pc og andre medier, sidde i  meditation og give metta til alle levende væsener (og sig selv!), chante mantraer mm. men det ændre jo ikke ved alverdens grusomheder, der dagligt begåes rundt om i verden.

Din reflektion har jo afstedkommet dit indlæg, det gør en forskel. Du minder os om det, bringer det frem i vores bevidsthed, får os til at reflektere over det...

Gassho,
Thomas

[Doshin]

Hvad mener du med ordet "hybris"?   

Jeg ved af gode grunde ikke hvad Kåre mener. Men wikipedia definerer hybris som:
Hybris er hovmod. Dvs. at udfordre eller trodse skæbnen. I det klassiske Grækenland var dette den største synd. Det var at glemme de naturlige menneskelige begrænsninger og at overskride dén grænse, der adskiller det menneskelige fra det guddommelige. Det var at glemme, at mennesket er dødeligt. En sådan synd blev straffet af hævnens og retfærdighedens gudinde, Nemesis.

Så i denne kontekst, læser jeg det som at glemme den menneskelige begrænsning i vores medmennesker.

Gassho,
Doshin

[Kåre]

Kåre, tak for dit svar. jeg bruger ofte at meditere på sindsro (Gid jeg må hvile i sindets naturlige rejhed, uanset om livet går op eller ned. Gid jeg må kunne undgå at gøre tingene sværere end de er), hvilket må være det du hentyder til med upekkha?

Jeg har skam accepteret (og altid vidst), at jeg ikke er et almægtigt supermenneske, der kan rette op på alverdens uretfærdigheder 

Men din beskrivelse af, at gøre noget godt indenfor den radius man befinder sig i, er enkel, men god.

Hvad mener du med ordet "hybris"?   

Med hybris tenkte jeg på det overmot eller hovmot som ligger implisitt i å tro man skal være i stand til å rette opp alle urettferdigheter i verden.

[Shomon]

Jeg har gennem længere tid gået med nogenlunde samme problemstilling og vil gerne høre hvad I andre gør eller hvilke tanker I har omkring dette:

Ens ego skal ikke styre  livet/fortælle skræmmehistorier og man skal acceptere, at tingene både er positive og negativ, at livet går op og ned  osv osv. Ting er, som ting er.  Så langt - så godt.

Jeg tror det er vigtigt at huske, at den illusion om et selv (eller et ego, eller hvad man nu vil kalde det) som vi vælger at styre os af, netop ER en illusion. Derfor er der ikke nogen grund til at opstille regler for hvad det må og ikke må. Det eneste der virkelig gør en forskel, er at lære sit 'selv' at kende; at gennemskue illusionen - så giver det jo helt sig selv, at man ikke længere lader sig styre af det.

Hvor går grænsen så for hvad man skal (kan) acceptere som buddhist (menneske), når det kommer til elendighed, vold, drab?

I stedet for at lede efter grænsen, er det måske mere interessant at se på, hvad man forventer at en eventuel ikke-accept skal lede til.

Meget typisk vælger vi jo vrede, når der er noget vi ikke vil acceptere. Måske forestiller vi os at vi – med vores magiske kræfter – kan få elendighed, vold og drab til at forsvinde, hvis bare vi bliver rigtig vrede?

Det er spændende at lede efter situationer som bliver bedre af at man tilsætter vrede. Umiddelbart kan jeg ikke komme på tilfælde af elendighed, vold eller drab som bliver bedre af at man tilføjer vrede. Hvilken sorg bliver til glæde fordi der tilsættes vrede? Hvilken uretfærdighed bliver retfærdig gennem vrede?

Min pointe er, at i stedet for at bruge tid på at lede efter en grænse for, hvad vi skal acceptere, så skal vi måske hellere forholde os til det der rent faktisk er, og handle for at gøre det bedre – eller i hvert fald undgå at gøre det værre!

Her i ugen så jeg feks et tv program (dokumania dr1) omkring massedrab på delfiner kaldet "The Cove - delfinernes mareridt". Det kunne have været et hvilket som helst dyr, regnorme eller what ever, der var udsat for denne grusomhed. Herhjemme står vi jo på ingen måde tilbage, når det feks gælder nyfødte pattegrise, som der hver eneste dag dør 25.000 af, pga overproduktion og for at skabe profit! Der er hele problematikken omkring dyreplageri, pelsdyr, ja listen er uendelig lang, desværre.
Hver eneste dag oplever man krig og menneskelig ødelæggelse, alt sammen helt bevidst, for at få magt, penge osv osv

Jeg sidder tilbage, efter at have se sådanne tv programmer, med følelser jeg slet ikke kan beskrive. En blanding af modløshed, vrede tilsat en stor portion kvalme og væmmelse, over at mennesker, som burde være ret intelligente individer, kan udføre sådanne grusomme handlinger - helt bevist og uden at blinke med øjnene.

Man kunne selvfølgelig vælge at slukke for fjernsynet og radio, dernæst sin pc og andre medier, sidde i  meditation og give metta til alle levende væsener (og sig selv!), chante mantraer mm. men det ændre jo ikke ved alverdens grusomheder, der dagligt begåes rundt om i verden.

Nej, det er helt rigtigt at vores meditationer ikke giver en umiddelbar eller synlig positiv effekt på verdens grusomheder. Men igen: hvilken positiv effekt kan nogen sinde komme af vrede? Man kan sagtens handle i retfærdighedens og medfølelsens tjeneste UDEN at blande noget så ubehageligt og ukonstruktivt som vrede ind i det – og måske bliver man lidt bedre til det ved at øve sig gennem meditation; ved at optræne sin naturlige venlighed og medfølelse?

[Shomon]

Hej alle sammen

 Havde en lille Aha oplevelse her den anden dag på arbejde hvor jeg blev spurgt om hvad jeg bruger min juzu, hvor jeg fortæller at jeg bruger den når jeg chanter , også for andre . Efter lidt samtale bliver jeg spurgt om jeg også kunne finde på at chante for feks. mordere som Anders Breivik hvor jeg fortæller at det kunne jeg godt finde på . Der var ingen forståelse for dette , og jeg blev lidt beklemt af at sidde derinde for kunne mærke der virkelig var følelser indblandet, der var endda en som mente at hendes had til ham faktisk hjalp hende og hun agumenterede for at i psykologi råder man patienter til at hade for at komme ud med det man bære rundt på. (tror nu mere det er vrede hun mente , men hun brugte ordet had som jo er en meget stærkere følelse end vrede)

Had eller vrede - det er i bund og grund det samme; en dybt uhensigtsmæssig følelse. Jeg hører også jævnligt folk tale om at 'komme ud med det'. Når jeg har lejlighed til det, synes jeg det er interessant at gå dem lidt nærmere på klingen, for at høre om rationalet bag en sådan anbefaling. Indtil videre har ingen overbevist mig om, at det der egentlig er tale om, er andet end at udmatte sig selv, til man ikke orker at være vred mere. At man så, i processen, får skabt nogen meget uhensigtmæssige vaner, ved at øve sig på noget så ubrugeligt som vrede, lader ikke til at genere 

Jeg er stor fortaler for, at man undgår at undertrykke sine følelser. Gør man det, vil det nok altid gå galt på ét eller andet tidspunkt, når man ikke længere har kræfter til at slås med sig selv. Men hvorfor dog ikke tage fat på problemet, snarere end symptomet? Problemet er jo, at der er følelser man ikke kan håndtere - hvorfor så ikke lære at håndtere dem, i stedet for at prøve at bilde sig selv ind at de ikke findes?

Man kan SAGTENS erkende og håndtere fx vrede, uden at give den hånd- og halsret over ens ganske liv. Man kan tillade sig selv at mærke følelsen, og lære at se sandheden om den. I samme sekund man ser sandheden om vrede, forsvinder den som dug for solen.

Nu har jeg selv familie i Norge men har ikke noget had næsten tværtimod. Men skammede mig næsten over at JEG ikke hadede et andet menneske .... Det var meget surrealistisk .

Jeg har fundet ud af hvor stor en grøft jeg egentlig har skabt i forhold til "andre" mennesker med feks folk der skaber meget dårlig karma , jeg tænker jo at den her person kommer til at mærke konsekvenserne før eller siden, derudover ser jeg vrede og had som dybt uhensigtsmæssig og det føre intet godt med sig. Det som skete i Norge er jo netop opstået ud fra vrede og had .

Er buddhistisk filosofi for naivt ? Skal man holde igen med metta meditationerne ?

Nej!!

"Verden har nu hadet mer' end nok,
vi kan kun besvare med at elske" (Poul Henningsen)

Jeg ved godt det er tarveligt at lade citater gøre ens arbejde, men jeg kan umuligt sige det bedre end PH 

Hvordan håntere i situationer hvor i ser/høre eller oplever personer som skaber meget dårlig karma ? Mordere, pædofile og voldsmænd . Har i tendens til at løbe med på følelserne ?

Jeg prøver at huske på, at alle i bund og grund søger lykke og tryghed. Nogen gange slår denne søgen fejl, eller den løber så meget af sporet, at både den der søger lykke og andre omkring ham/hende skades. Det er en skam, men det er ikke noget jeg forestiller mig, at jeg kan ændre ved at blive vred på dem.

Jeg kan sagtens få øje på at der kan være mennesker som ikke skal have lov at 'være med' - som må holdes væk fra det øvrige samfund, for ikke at skade andre. Men uanset hvad deres forbrydelse er, så tror jeg ikke på at situationen bliver bedre ved at jeg bliver vred, eller ved at jeg forsøger at straffe dem. De straffer sig selv; samfundets opgave kan indskrænkes til at beskytte sine øvrige medlemmer. 

Gassho Shinmyo

Jeg anerkender at det er et svært emne , men ikke desto mindre er det i mine øjne dybt relevant .