Teenager i huset

[Kaido]

Hej, jeg har brug for et indspark. Hvad stiller jeg op med en teenager i huset, som bare ikke vil følge de få regler der er (hænge våde håndklæder op, rydde op efter sig selv). Kom hjem igår, og måtte starte med at rydde op efter morgenmad, frokost, og eftermiddagsmad, for derefter at tømme og fylde opvaskemaskinen, og derefter støvsuge og vaske gulve. Skal lige siges, at ovennævnte teenager havde været hjemme hele dagen, men ikke da jeg kom hjem! Har prøvet at tale fornuft (forklare at vi er 4 personer der skal være der osv.), handling/konsekvens pædagogik, fratagelse af privilegier (internet/TV) osv. Hvordan undgår jeg som buddhist at fare op i det røde felt, og istedet tackle det på en god buddhistisk måde (hvordan kan jeg lære at tænke anderledes på problemet)?

/Mikkel

[Shomon]

Jeg har ikke nogen universalløsning, men jeg kan da fortælle hvordan jeg selv har valgt at gøre. Det bygger dels på min buddhistiske praksis, dels på hverdagens erfaringer, og skal på ingen måde ses som 'Vejledning i buddhistisk børneopdragelse'. Det er bare mine erfaringer med to teenagere!

Teenagere er mennesker under ombygning. De har det typisk besværligt, og reagerer ikke altid hensigtsmæssigt. Som forælder til en teenager må man beslutte sig for, hvor meget man har lyst til at forværre en given situation. Det er næsten umuligt at undgå irriterende sammenstød og situationer som den du beskriver, og denne erkendelse; at uoverensstemmelser er uundgåelige, har været vigtig for mig. Det er lidt den Første Forædlende Sandhed i forklædning... og erkendelsen har hjulpet mig på samme måde som den første sandhed har: den har hjulpet mig til at give slip på tåbelige illusioner om 'Det Perfekte Liv', og sparet mig for ærgelser over at jeg ikke kunne finde ud af at lave dette perfekte liv.

Til dit konkrete eksempel vil jeg sige, at det at komme hjem til et rodet hus er møg irriterende. Hvis man oven i selve rodet tilføjer en oplevelse af, at ens teenager viser manglende respekt overfor en ved at efterlade alt i et syndigt rod, så bliver det virkelig slemt. Hvis man vælger at tilsætte en god omgang retfærdig vrede, så er det bare hæsligt. Og hvis det stadig ikke er slemt nok, så kan man runde af med et rask lille skænderi, hvor man slynger om sig med bebrejdelser og trusler, mens man fortæller sig selv at man virkelig ville ønske at man ikke behøvede at skælde ud, men at man jo desværre bliver tvunget til det, fordi man ellers får skabt et rent monster.

For nu at tage det i omvendt rækkefølge:

- Jeg tror ikke man behøver være bange for at skabe et monster af et i øvrigt velfungerende ungt menneske. Jeg er stor fortaler for, at man hviler i tryg forvisning om, at man har lært sine unger om hvad man opfatter som rigtigt og forkert. De ved godt at det ikke er ok at efterlade alt i rod - men de glemmer det i øjeblikket, eller har brug for at markere deres frihed, eller også havde de virkelig planer om at ordne efter sig, men tiden løb fra dem (og så bliver de rigtig flove, og flovheden bliver til vrede, og så har vi for alvor balladen).

- Ingen er nogen sinde tvunget til at skælde ud, eller til at deltage i et skænderi de ikke har lyst til. Det er bare at lade være - og jeg mener virkelig 'bare'. Det er en total 'ikke-ting', og meget mere simpel end de fleste forestiller sig.

- Jeg har aldrig nogen sinde set at bebrejdelser og/eller trusler har givet et ønskværdigt resultat. Andre har givetvis andre erfaringer, men uanset hvor godt jeg tænker efter, kan jeg ikke komme på et eneste eksempel fra mit eget liv.

- Al vrede er ubehagelig, men retfærdig vrede er næsten den værste - for den er så svær at slippe!! Den opleves jo netop som retfærdig / nødvendig / i orden. Prøv i stedet bare at se vrede som vrede, uden at opfinde undskyldninger eller forklaringer; så bliver det mere enkelt at slippe den.

- Vi har ofte tendens til at tage ting frygteligt personligt. Hvis vores teenager roder, ser vi det nogen gange (måske ubevidst) som et tegn på manglende respekt overfor os og hjemmets andre beboere. Hver gang man fortæller sig selv den slags historier, er det en god ide at spørge om man nu også er sikker...

- Rod er irriterende nok i sig selv - måske er der slet ikke grund til at gøre det værre? Måske skal man bare vælge om man vil (a) rydde op, (b) lade det ligge, eller (c) (som jeg oftest vælger): skrabe de andres rod til side, så man selv kan komme til. Jeg opererer med et system af bunker og kasser, som jeg placerer hvor det ikke generede mig - så kan jeg rydde op på et øjeblik, og behøvede ikke at spilde tid på at ærgre mig. I øvrigt generer det mig ikke synderligt at rydde op. Den tid jeg bruger på oprydning opfatter jeg sjældent som mindre værdifuld end den tid jeg tilbringer i sofaen  

Det blev en meget lang post - håber du kan bruge noget af det! Et sidste råd slipper du ikke for: NYD din teenager i fulde drag. De er bare så lækre, og det gælder virkelig om at være tilstede med dem, for de forandrer sig så hurtigt at det næsten ikke er til at følge med. De teenagere jeg kender, er super spændende og interessante; vågne, eftertænksomme og nysgerrige, og slet ikke bange for de store ord og de store tanker.

[Gert]

Meditation på Sindsro, som bla. siger følgende: "Gid jeg må kunne hvile i sindets naturlige renhed, uanset at livet går op eller ned. Gid jeg må kunne UNDGÅ at gøre tingene sværere end de er."
jo, teenagere i huset giver gode muligheder for at praktisere buddhisme. 

[Chosei]

Meditation på Sindsro, som bla. siger følgende: "Gid jeg må kunne hvile i sindets naturlige renhed, uanset at livet går op eller ned. Gid jeg må kunne UNDGÅ at gøre tingene sværere end de er."
jo, teenagere i huset giver gode muligheder for at praktisere buddhisme. 

Jeg har rigtig gode muligheder for at praktisere   og gæt en gang hvor min konkretisering af "tålmodighed" (når jeg gennemgår de 6 paramitaer i tankerne) ender: teenagerne i mit hus

[asc65]

   
Teenager:

Sæt et skilt i panden af dem hvor der står : Under ombygning.

[Kaido]

Shomon: Sådan, buddhistisk praksis i hverdagen. Vi kan læse nok så mange bøger og blogs der så igen henviser til andre tekster osv. Det bliver alt for teoretisk. Næh, hverdagens problemer løst udfra et buddhistisk synspunkt, det er vejen frem. Jeg syntes at jeg kan læse nogle andre måder at tænke på, der vil kunne hjælpe mig. Ser frem til Shomons (måske) nye bog: "Buddhisme og Teenagere, jo de kan forenes". 

/Mikkel

[Gokai]

Hejsa
Som jeg ser det er det helt fra starten når, man får et barn, at man skal lære det, at de godt kan have pligter i huset.
De fleste små børn vil meget gerne lave noget, men ofte gør forældrene tingene for dem, fordi det er nemmere, hvilket
betyder det bliver svære senere. Så er de jo inde i vanen med, at forældrene gør alle ting...
Der er ingen tvivl om, at man er meget følsom, som teenager så det er jo en kunst, at få givet ens budskab på den rigtige måde.:
Lige dele respekt og anderkendelse for, hvad de føler, men også fastholdelse, af husets regler.
Som jeg ser det er, der ting som ikke kan diskuteres, men der også andre områder, hvor det ok, at diskutere/forhandle.
Jeg tror også på, at den ro man får ved, at meditere kan smitte på den positive måde.
Jeg må sige, at jeg i modsætning til Shomon har set gode eksempler på, at lukke sin vrede ud over for en teenager.
Det er dog kun når teenageren selv er gået ud over enhver grænse for god opførsel.
Det kan nogen gange virke provokerende for et menneske, der er ophidset, at tale med en person, der insistere på, at være positiv.
Til slut vil jeg ønske held og lykke. En teenager er i en meget følsom fase, af sit liv, hvor de både har brug for forståelse og faste rammer.

[Gokai]

Ups her er en lille tilføjelse.
Det jeg mente med, at lukke vrede ud, var at du godt kan møde din teenager i hans/hendes vrede og så gå derfra videre
over i det positive. Så føler de sig både anderkendt, men i kan derefter bevæge over i konstruktiv dialog, hvor i får løst problemerne.

[Shomon]

Shomon: Sådan, buddhistisk praksis i hverdagen. Vi kan læse nok så mange bøger og blogs der så igen henviser til andre tekster osv. Det bliver alt for teoretisk. Næh, hverdagens problemer løst udfra et buddhistisk synspunkt, det er vejen frem. Jeg syntes at jeg kan læse nogle andre måder at tænke på, der vil kunne hjælpe mig. Ser frem til Shomons (måske) nye bog: "Buddhisme og Teenagere, jo de kan forenes". 

/Mikkel

Tak for de søde ord! En tilføjelse, fra en der ikke længere har teenagere: det går over. Og det bliver bare bedre og bedre, hele tiden - som det i virkeligheden konstant er blevet, lige fra de var ganske små.

[Shomon]

Hejsa
Som jeg ser det er det helt fra starten når, man får et barn, at man skal lære det, at de godt kan have pligter i huset.
De fleste små børn vil meget gerne lave noget, men ofte gør forældrene tingene for dem, fordi det er nemmere, hvilket
betyder det bliver svære senere. Så er de jo inde i vanen med, at forældrene gør alle ting...
Der er ingen tvivl om, at man er meget følsom, som teenager så det er jo en kunst, at få givet ens budskab på den rigtige måde.:
Lige dele respekt og anderkendelse for, hvad de føler, men også fastholdelse, af husets regler.
Som jeg ser det er, der ting som ikke kan diskuteres, men der også andre områder, hvor det ok, at diskutere/forhandle.
Jeg tror også på, at den ro man får ved, at meditere kan smitte på den positive måde.
Jeg må sige, at jeg i modsætning til Shomon har set gode eksempler på, at lukke sin vrede ud over for en teenager.
Det er dog kun når teenageren selv er gået ud over enhver grænse for god opførsel.
Det kan nogen gange virke provokerende for et menneske, der er ophidset, at tale med en person, der insistere på, at være positiv.
Til slut vil jeg ønske held og lykke. En teenager er i en meget følsom fase, af sit liv, hvor de både har brug for forståelse og faste rammer.

Nu taler vi jo ikke om mindre børn, som jeg bestemt også synes skal have glæden ved at være en del af et arbejdsfællesskab. Vi taler om teenagere, som nogen gange gør oprør. Det der er vigtigt at holde sig for øje er, at selve 'opdragelses-fasen' er ovre, når de er blevet så store - og at man gør sig selv en tjeneste ved at stole på, at man har gjort det godt nok, også selvom det kan være svært at få øje på ind imellem.

Med hensyn til vrede, så vil jeg sige at et eventuelt positivt udfald af vrede nok kommer an på hvad ens mål er. Hvis målet er at tvinge en bestemt opførsel igennem, så kan det da godt være at vrede til tider kan give det ønskede resultat. Mit mål er imidlertid et andet: det er at finde en måde, hvor alle kommer bedst og nemmest gennem livet, med alle dets omskiftelser og udfordringer. Med dét mål er vrede ikke bare ubrugelig - den er decideret skadelig. Ideen om at vrede skulle kunne være gavnlig, minder mig om den historie hvor Buddhaen sammenligner det at være vred på nogen, med at kaste brændende kul på dem. De andre brænder sig måske nok (hvis du ellers kan ramme), men deres smerte er langt mindre end din - for du er nødt til at samle de brændende kul op i hånden for at kunne kaste dem... Det er en sandhed jeg ofte har set i mit eget liv!

[Yoren]

Og det bliver bare bedre og bedre, hele tiden - som det i virkeligheden konstant er blevet, lige fra de var ganske små.

Jeg synes netop at det er dét der gør det så fantastisk at have børn; at det konstant forandrer sig! Børnene forandrer sig hele tiden, og det gør man også selv som forælder. Man får SÅ meget. Man får en hel ny verden hver eneste gang!
Jeg er tilgengæld ikke enig i at det bliver "bedre og bedre", for jeg har endnu ikke oplevet en alder jeg ikke har syntes var helt speciel og fantastisk på sin egen måde! (Men jeg har ikke haft teenagere endnu, så foreløbig har jeg kunne nyde det... )