Børn og buddhisme

[Kanji]

Jeg har i et stykke tid gået og spekuleret lidt over hvordan man bedst introducerer børn til buddhisme?

Jeg har selv en datter, som dog er alt for ung til at forstå noget som helst, men en eller anden dag vil hun jo nok spørge hvad 'det der buddhisme' går ud på. Jeg har tænkt en hel del over hvordan man kan forklare det i let forståelige vendinger uden at det kommer til at smadre barnets verdensforståelse fuldstændigt. Jeg mener det ER jo en meget barsk ting at få at vide som barn at alting er dukkha, vil forgå, og at intet af det man har nogensinde vil opnå i livet er bestandigt.... Det kræver alligevel lidt livserfaring før man kan acceptere den udtalelse.

Så hvordan har alle jer med børn håndteret den situation?

[Yoren]

Relevant spørgsmål - og en del af hverdagen for os med børn er jo at være til rådighed for deres videbegærlighed og nysgerrighed.
Buddhisme behøver du slet ikke at introducere - for børn starter ikke med de dybdeborende filosofiske spørgsmål om liv og død. Børn handler og observerer, og det første de ser er far/ mor der 'gør' noget. De spørger "hvad gør du"? "Hvad er det"?. Det varer rigtig rigtig længe før de spørger "hvorfor gør du sådan" - og endnu længere før de kommer derfra og til de eksistentielle implikationer af denne handlen.
Som med 'bolle-snakken' (hvordan får man børn?), så gælder det om at nøjes med at svare på det de spørger om og ikke andet. Når de spørger er de er som regel klar til at vide mere, men ikke mere end at vi skal nøjes med at svare på netop dét der bliver spurgt til og ikke alt det andet som i vores (voksne og velinformerede) optik ville være nødvendigt for et tilfredsstillende svar.
Jeg har børn på næsten 4½, 8 og 10½ år, og de spørger vidt forskelligt. Når Asta på 4 år spørger så vil hun vide hvad jeg laver. Jeg mediterer eller tænder lys ved buddhafiguren - og det er nok for hende, så har hun fået sit svar. Når Marius på 8 spørger så spørger han om jeg har mediteret mere i dag end i går -og hvad er det længste jeg har mediteret? Han holder også styr på at der er flere former for 'meditation', f.eks. ved han at jeg også nogle gange går, går langt, og 'synger' noget - men mest er det noget stillesiddende. Han ved jeg ikke tror på Gud, for det har han spurgt om siden hans farmor fortalte at hendes forældre var oppe hos englene og at hun troede på Gud. (Gud fader søn og helligånd der har skabt jorden, menneskene og dyrene synes han faktisk er ret uforståeligt for han kender Big Bang og Darwins teori om evolution, og dem tror han mere på!). Han har aldrig spurgt til 'hvorfor' jeg mediterer.
Gustav på 10½ ville godt kunne tænke med på alle 'hvorfor'-spørgsmålene og spørge ind til det eksistentielle, men han virker helt uinteresseret i det. Lige nu er det fantasy-bøgernes univers der trækker.
Hm, det længste jeg er kommet ind i en 'buddhistisk' redegørelse har været noget med at det man gerne vil kunne, det skal man øve sig på - jo sværere man synes det er, jo mere skal der øves (det kender de fra deres eget liv), og i buddhismen kan man øve sig ved at meditere og tænke over tingene hver gang man har brug for det. - Altså, vi er stadig laaangt nede i børnehøjde.
Kommer lige i tanke om at Gustav engang spurgte hvem Buddha var. Jeg mener han fik svaret "et menneske ligesom os, der var vildt god til at meditere".
Vi er slet ikke nået til dukkha, sunyata, karma o.s.v. - det oplæg må de selv komme med hvis de en dag vil have den på 'buddhologisk'. Men jeg sår selvfølgelig nogle frø p.g.a. de ting jeg gør og siger, det kan man ikke undgå, men det er langt fra 'introduktion' til buddhisme. Det er nok bare sådan mor er/ gør/ synes 

[Taido]

Hej Yoren.

Meget kort, men jeg kan ikke lade være med at rose dig for din forklaring og svar til Raz, nu har jeg jo været pædagog en del år og jeg må sige du har fattet pointen.

Men jeg er meget glad for at buddhisme ikke nødvendigvis skal introduceres lige som bibelhistorie, men reelt e rdet en meget vigtig diskussion, for jeg lå vågen på et tidspunkt i nat og tænkte så her på et træf igen på et eller andet tidspunkt næste år,hvor vi evt. mødtes hele famlier eller dem som havde lyst til en ikke kun buddhisme snak eksempelvis med partnere og børn, og så kom tanken hvordan kunne de evt være med i en kort meditation og ville alle partnerne så løbe skrigende væk.

Gassho Viggo

[Chosei]

Hej, det er meget interessant, jeg har også oplevet at mine børn har spurgt mere til hvordan end hvorfor dog med et stort spænd i brugen af "hvordan".
Det er ikke altid at det er de små "hvordan´er" jeg er blevet udsat for, også; "Hvordan lyser stjernerne", "Hvordan virker tyngekraften", "Hvor blev dino´erne af", osv.
men det bedste er alle de små guldkorn som de selv kommer med efter at have bearbejdet de erfaringer de samler sig rundt omkring.  Forleden fik jeg en opremsning af de ting som folk kunne tro på  skete, når man var død efterfulgt af et "men det kan selv ikke præster og videnskabsmænd vide" af mine to 8 årige drenge, der forøvrigt ikke køber den med at mennesket adskiller sig fra (andre) dyr (- og planter) ved tanken ( den (selv)refleksive) for; "det kan da godt være træet tænker - det kan bare ikke gøre det det tænker." 
Og så er jeg blevet mødt med alle de små skæve perspektiver på verden som fx min datters forundrelse over at "man betaler for at være syg", da hun som ganske lille opdagede at man betalte for sin medicin på apoteket. Det er vel idet hele taget det som jeg vil pege på;  børn har en dejlig evne til at forundres.
Også ville jeg vel også lige sige at børn (mine ihvertfald) ikke er skræmte over formuleringen "alting forandrer sig", der ligger også en del positivt i den formulering (lidelsen kan vel vente) eller at det man gør, siger og tænker har en betydning og ændrer noget.
Gassho Chosei