|
daishin
|
 |
« Svar #1 Dato: September 22, 2010, 08:09:14 » |
|
Du har ret, du er ikke den eneste. Jeg synes problemet begynder skævt fra starten: der er ikke et selv. Og så går vi ned af bakke og spilder tid og neuroner i at finde ud af, hvad alt det der betyder. Da vi ikke kan finde ud af det, går vi og spørger dem, der ved, dem som allerede har fundet en forklaring. Da vi stadigvæk ikke kan forstår, går vi så og tror, at når vi forstår det, så er alle vores problemer løst og ja, endda at det er oplysning. (i linjen med: når jeg får det (hus/kone/mand/job/penge/en lærer/fortsæt bare... vil jeg være lykkelig)
Men måske kunne vi i stedet for stoppe lidt. Måske endda kunne vi tage et skridt tilbage. Der er ikke frigørelse ved at "vide" at der er ingen selv. Det er nærmest at tvinge sig selv til at forstå det på den måde. Uden at lade være ved at studere og reflektere om anatta, burde vi koncentrere os i de ting, vi KAN gøre. Det kan være, at der er ikke en selv, at det var, hvad Buddhaen mente med anatta; det kan være, at der ikke er sådan. Men buddhisme handler ikke så meget om hvad er, eller ikke er, men om hvad vi gør og ikke gør. Med eller uden selv er der alderdom, sygdom og død, der er sorg og tab og frygt. Med eller uden en selv, er der tørst, en trang for at være, for at ikke være (...en selv? he he) og for at tilfredstille vores sanser. Kan vi være enig om det? Er det noget, vi kan mærke, føle, se og høre? Med eller uden selv, er der en ende for denne tørst og med eller uden selv er der en masse ting, vi kan lave for at opleve tørstens ende.
Kigger man omkring, vil man nogle gange kunne se karmas funktion, enten i os selv eller i andres handlinger. Andre gange vil man ikke kunne se det. Det sker med eller uden selv.
For at vide hvad/hvem der genfødes, det bedste måde er at dø. Men måske skal man træne for at have en meget klart sind, når tiden kommer. Problemet er, at man ikke kan komme tilbage og fortælle om det.
|