Hvornår er det tilladt at kalde sig buddhist

[Taido]

  Som ny i buddhistisk sammenhæng og med en tilflugt som set i bl.a. Allans perspektiv, er meget løs, kunnne jeg godt tænke mig nogen meninger om det at være eller kalde sig buddhist.

Jeg kan være så åben og fortælle at det sidste  oftest tænker på eller som strømmer igennem mit sind, når jeg ligger mig til at sove er ordet
buddhist , og faktisk er det noget af det første som strømmer igennem om morgenen.
Men hvis nu eksempelvis Shoken skulle eksaminere mig i doktriner og den ottefoldige vej m.v. vil jeg nok få svært ved at bestå.
Men i mit hjerte og med en indre "tone" føler jeg at det er her jeg hører til. Jeg ved godt at det at være buddhist stiller krav og er en udfordring i livet nu og her, og den synes jeg også at forstå.
Men derfra og så til at rejse flere hundrede kilometer om måneden for at træne og udveksle er faringer i de rigtige omgivelser er der jo et pænt stykke.
Så derfor et kort og kontant spørgsmål, må man(ingen kan forbyde ved jeg) moralsk godt identifisere sig som buddhist a la "folkekirken" og ved at have det som interesse,læse og meditere og så iøvrigt lege næsten klog på denne side.
Som sagt har jeg en bedre halvdel som jeg er stærkt knyttet til, og hun er altså ikke helt så sikker på sin  vej,som jeg selv mener jeg er.
Det betyder altså ikke at jeg aldrig vil møde nogen af jer og jo det er Tendai jeg føler mig hjemme hos selv om kommunikationen endnu kun er i cyber space.
Men det betyder måske intet da tanker og sind ingen grænser og mure har.



forårshilsen Viggo

[Senshin]

Kære Viggo

Selvfølgelig må og skal du da kalde dig buddhist, hvis du synes du ønsker det.
Som du selv siger er der ingen "skaller", så det er helt op til den enkelte.

Jeg personligt har følt mig som buddhist fra den dag jeg mødte min lærer, men valgte først at kalde mig det offentligt da jeg havde taget min tilflugt. Men det er jo helt op til den enkelte og nogle tager slet ikke tilflugt. Der er ingen krav om at man skal være så eller så belæst, have mediteret så og så længe eller bruge så og så lang tid på praksis eller mødes med sin sangha hele tiden. Hvis folk ønsker at teste Buddhaens vej er de buddhister i mine øjne. Hvordan de gør er helt op til dem og skal ikke dømmes af andre.

Jeg synes det lyder som om du har en sund tilgang til buddhismen. Og du skal lære, nyde og opleve i det tempo det passer til dig og dine omgivelser.

Gassho,
Senshin

  

 Som ny i buddhistisk sammenhæng og med en tilflugt som set i bl.a. Allans perspektiv, er meget løs, kunnne jeg godt tænke mig nogen meninger om det at være eller kalde sig buddhist.

Jeg kan være så åben og fortælle at det sidste  oftest tænker på eller som strømmer igennem mit sind, når jeg ligger mig til at sove er ordet
buddhist , og faktisk er det noget af det første som strømmer igennem om morgenen.
Men hvis nu eksempelvis Shoken skulle eksaminere mig i doktriner og den ottefoldige vej m.v. vil jeg nok få svært ved at bestå.
Men i mit hjerte og med en indre "tone" føler jeg at det er her jeg hører til. Jeg ved godt at det at være buddhist stiller krav og er en udfordring i livet nu og her, og den synes jeg også at forstå.
Men derfra og så til at rejse flere hundrede kilometer om måneden for at træne og udveksle er faringer i de rigtige omgivelser er der jo et pænt stykke.
Så derfor et kort og kontant spørgsmål, må man(ingen kan forbyde ved jeg) moralsk godt identifisere sig som buddhist a la "folkekirken" og ved at have det som interesse,læse og meditere og så iøvrigt lege næsten klog på denne side.
Som sagt har jeg en bedre halvdel som jeg er stærkt knyttet til, og hun er altså ikke helt så sikker på sin  vej,som jeg selv mener jeg er.
Det betyder altså ikke at jeg aldrig vil møde nogen af jer og jo det er Tendai jeg føler mig hjemme hos selv om kommunikationen endnu kun er i cyber space.
Men det betyder måske intet da tanker og sind ingen grænser og mure har.



forårshilsen Viggo

[Yoren]

Hej Viggo

Jamen, når det er det du føler er din vej, er du da buddhist :-) Det skal der hverken tilflugt eller andre særlige 'spejdermærker', som belæsthed, en sangha i nærheden, osv., til for. Læse kan man altid gøre hen ad vejen, og lærer/ tilhørsforhold, giver groft sagt, blot din vej en håndsrækning - ligesom en guide i det fremmede land (det kan du også besøge uden guide og uden at have læst alle guidebøgerne inden afrejsen).

Kommer til at tænke på at sammenligne det med om man ikke også var sin sexualitet før man havde 'bevist' den officielt ved at gifte sig med én af samme eller modsat køn...?

Jeg har kaldt mig selv overvejende buddhist siden jeg var 19 år, uden hverken de store studier eller nogen tilflugt (tilflugten og læreren syntes jeg skulle være den 'helt rigtige' - hvilket et eller andet sted også er noget fis kan jeg se! ;-) Jeg kunne godt finde nogen til at guide mig alligevel), men det var hele tiden buddhismen der lå mit hjerte nær. Jeg 'forelskede' mig i den fra første undervisningstime i religion i gymnasiet og jeg holdt meget af at praktisere.
Jeg har altid elsket dens store etiske fordring, at ansvaret for mine handlinger og tanker, er mine.
(Jeg holdt det tilgengæld ret tæt til kroppen, for der var ikke nogen i min omgangskreds, der dengang var åbne for det valg....)

-Og mon ikke du møder os en dag? Det tror jeg! 

[Lobsang Samten]

  Som ny i buddhistisk sammenhæng og med en tilflugt som set i bl.a. Allans perspektiv, er meget løs, kunnne jeg godt tænke mig nogen meninger om det at være eller kalde sig buddhist.

Kære Viggo

Jeg vil godt have lov at tilføje at mit syn på tilflugten ikke er unerversielt. Det jeg synes er en "løs" tilflugt, kan sagtens være en meget meningsfuld ting for andre 
Som jeg ser det, er det ikke ritualet i sig selv der gør dig til buddhist. Jeg har længe anset mig for buddhist - også inden jeg officielt tog tilflugt.
Som jeg ser det, er det der gør en person til buddhist, om vedkommende har taget tilflugt med hjertet. Med andre ord - Hvis du anser Buddha som din lærer, hvis Dharma'en er dér du søger hjælp når livet gør ondt (og også når det er godt, for den sags skyld), og hvis du anser Sangha'en (hovedsageligt de ordinerede og dem der har opnået indsigt, men også dine lægvenner) som de spirituelle venner du deler dine sorger og glæder med, og hvis råd du lytter til, så er du buddhist.
En vigtig ting jeg lærte i London var, at flytte mit fokus fra ritualerne og til det jeg gør rent praktisk. Jeg var slet ikke opmærksom på hvor stor en vægt jeg havde lagt over på det rituelle, frem for praksisen, og det var rigtigt godt at blive rusket op i.
Ikke at jeg vil forklejne ritualer - ritualer er mægtigt gode redskaber. Men hvis en person tager en masse indvielser, løfter og foreskrifter, uden at holde dem, kan jeg ikke se det skal hjælpe dem ret langt på vejen.
En person der har taget tilflugt med hjertet, kan sagtens være langt mere dedikeret til at praktisere buddhadharma, end een der "kun" har været igennem ritualet.
MEN - selvfølgeligt er det da rart at bekræfte sin tilflugt officielt. Og gøres det med en dedikeret hjerte, er det en dejlig og inspirerende oplevelse.

Kærlig hilsen

Allan

[Shomon]

Jeg har faktisk ikke noget at tilføje; vil bare sige at jeg er helt enig med de andre der har svaret dig!

[daishin]

Buddhisme er ikke så meget om at være, men om at gøre (og det er ikke kun om at tage til USA, jeg snakker om )

[Kåre]

Når er det tillatt å kalle seg buddhist? Når du kjenner så pass mye av Buddhas lære at du selv er overbevist om at dette er noe du vil arbeide videre med.

Eller for å si det på en annen måte: Hvis du selv føler at du er en buddhist, kan du kalle deg buddhist, om du vil.

[Taido]

Til alle i tråden.

Tak for dejlige svar som helt bekræfter og understøtter mig på min egen lidt skæve vej, men også med et glimt i øjet varme og eftertænksomhed.


Venlig hilsen Viggo